Søbygaard: 1729 - 1991

BORGERE & BØNDER
I 1730’erne forsøgte den statslige administration flere gange at udstykke ladegårde rundt omkring – også på Søbygaard, men uden held.

I 1768 lykkedes bestræbelserne på de øvrige ærøske hovedgårde, mens Søbygaard først blev udstykket i 1771-72. I 1847 var der knap 50 ejendomme på Søbygaards jorder, men kun 4-5 af dem var i gårdstørrelse – resten var små husmandsbrug. Søbygaards jorder var blevet forvandlet til små husmandsbrug, man kun med nød og næppe kunne leve af.
Hovedbygningen blev først bolig for amtsfuldmægtige, senere en kirkeinspektør og til sidst for en gårdmandsfamilie.

AMTSFULDMÆGTIGENE
Efter 1729 flyttede den nordborgske amtsforvalters fuldmægtig ind på Søbygaard. Fuldmægtigenes opgave var at bestyre Søbygaards og Gudsgaves distrikter på Nordborgs amtsforvalters vegne og fungere som dommer ved de to godsers birketing.

Fra 1729 til 1771 boede der i alt fem fuldmægtige, og den sidste, Christian Hansen, som havde boet på Søbygaard fra 1763, købte næsten 100 tønder land ved udparcelleringen, nemlig hovedparcellen, avlsbygningerne og hovedgården.

KIRKEINSPEKTØREN
Via ægteskab kom Ove Fabricius (1762-1821) i besiddelse af Søbygaard i 1784. Fabricius var præstesøn fra Rise Præstegård og 22 år gammel, da han giftede sig med den 50-årige Anne Cathrine Clausen. Hun døde i 1802. I januar 1801 blev Fabricius udnævnt til kgl. kirkeinspektør for de ærøske kirker, hvis administration han skulle lede i samarbejde med en kirkeværge ved hver kirke.

Da Fabricius’ kone blev syg og svag, kom den 21-årige datter fra den nærliggende Vester Møllegård og hjalp til. Fabricius kunne ikke stå for den unge pige, som en måned efter fru Fabricius’s død i marts 1802 fødte Fabricius en dreng. I august blev Fabricius viet til sin nye, unge hustru, Anna Cathrine Nissen, med hvem han fik 7 børn.

Det var et gæstfrit hjem med mange besøg og store fester. Fabricius døde pludseligt, 59 år gammel, og hans enke måtte drive det store landbrug. Der var altid økonomiske problemer, så hun gik bl.a. i gang med brændevinsbrænderi.

Besøg udstillingen "Hvis vægge kunne tale", hvor Søbygaards Jagtslot er omdannet til Ove Fabricius' gamle stuer.

FABRICIUS' EFTERKOMMERE
Fru Fabricius gik på aftægt, da datteren Antoinettes mand, Joseph Steen fra Ærøskøbing overtog driften af Søbygaard. I 1847 døde han. I 1850 flyttede Antoinettes to år ældre søster Anna Sophie Frederikke og fire af hendes seks børn ind på Søbygaard.

Familien håbede, at Annas søn kunne overtage Søbygaard, og han blev da også forvalter på gården omkring 1870. Han forbedrede mejeridriften, byggede moderne svinestald, anlagde vandledning, så vandet sprang fra forskellige fontæner, men så rejste han pludselig sydpå og endte senere i New York. I 1876 solgte familien Søbygaard, mod at Antoniette og Anna Sophie Frederikke kunne blive boende på ”slottet” til deres død i henholdsvis 1879 og 1890.

GÅRDMÆNDENE
Da Peder Eriksen Knudsen fra Halmø købte Søbygaard i 1876, bosatte familien sig i stuehuset ved avlsbygningerne - ”forvalterboligen”. Den yngste søn, Niels Jensen Knudsen, tog over i 1895, men fik økonomiske problemer og måtte afhænde til en ældre bror. Ved dennes død i 1941 blev ”slottet” overtaget som bolig af søn nummer to, og der blev han frem til ca. 1960. Avlsbygningerne, derimod, blev videreført af den ældste søn.

I 1965 blev ”slottet” solgt til museumsassistent Åge Andersen fra Ribe, mens en søn i Knudsen-slægten overtog landbrugsdriften efter at have forpagtet den fra 1959 til 1967.

Selve ”slottet” blev overtaget af Den Selvejende Institution Søbygaard i 1991, og avlsbygningerne købte man af Knudsen-slægten i 1994. Hele Søbygaard-anlægget var da i stærkt forfald.