©  Foto:

Ærø Arkivet - et øjebliksbillede af et øliv

14 unikke portrætter af Ærøboer i billede, tekst og lyd

Udstillingen ÆRØ ARKIVETet øjebliksbillede af et øliv, sætter ansigt og stemmer på livet på Ærø både nu og i fremtiden. Udstillingen markerer begyndelsen på et femårigt kunst- og formidlingsprojekt, der bringer Ærøboernes egne fortællinger i centrum.

ÆRØ ARKIVET er skabt af fotograf Mali Lazell i samarbejde med Søbygaard. Gennem de næste fem år vil projektet indsamle og udstille 100 fotografiske portrætter og interviews med øens beboere – unge og gamle, tilflyttere og indfødte – og derved skabe et levende og voksende arkiv over dem, der udgør det levede liv på Ærø.

I sæson 2025 præsenteres i alt 14 portrætter, ledsaget af korte tekster og personlige stemmer. Portrætterne suppleres af en særlig lydinstallation skabt af den lokale lydkunstner Mads Beck Paluszewski-Hau, der har forvandlet interviewklip til en sanselig lydoplevelse, som væver portrætternes stemmer sammen til én fælles fortælling.

ÆRØ ARKIVET er ikke blot en kunstudstilling, men en vigtig del af Søbygaards formidling af temaet Livet på Ærø. Her skabes et sted, hvor øens beboere og besøgende kan udveksle perspektiver og opleve Ærø gennem øboernes egne øjne. 

Social media: