
Restaurering af avlsgården
Restaureringen af forvalterboligen og avlsgården var en omfattende og krævende proces.
ØSTRE LÆNGE
Østre længe var den mest forfaldne. Faktisk var hele den søndre ende faldet sammen.
Hele længen er genskabt og restaureret. Dog mangler endnu en del indvendige arbejder i den nordre ende.
Den sammenstyrtede søndre ende - hvis oprindelige udseende ikke kunne genfindes i detaljer - blev opført som en uopdelt ”sal”. Den er uden skillevægge og med stakladespær, der tillader, at rummet er ført til kip. Den indgår i sammenhængen, men alligevel adskiller den sig klart som en nyopført del.
Salen på 125m2, der fungerer som samlings- og festrum, har vist sig af stor betydning for den daglige brug af Søbygaard.
Den nordre endes indretning er planlagt fuldført i forbindelse med gennemførelsen af helhedsplanen for restaureringen af den resterende del af Søbygaards bygninger og anlæg.
Den nordre endes indretning er planlagt fuldført i forbindelse med gennemførelsen af helhedsplanen for restaureringen af den resterende del af Søbygaards bygninger og anlæg.
Parallelt med østre længe er den lille svinestald nord for indkørslen fra vest restaureret og indrettet til varmecentral, værksted og folkerum.
Den midterste del er indrettet med køkken, café, toiletter og depotrum, og hér har man i nogen grad måttet prioritere den praktiske indretning.
Alligevel er bygningens samlede udtryk bevaret, så den indgår naturligt i den samlede avlsgård. Overalt er både bindingsværk og tagværk repareret efter de traditionelle håndværksmæssige metoder.

photo:Søbygaard
FORVALTERBOLIGEN
Arbejdet med forvalterboligen har strakt sig over lang tid og er først tilendebragt i efteråret 2007. Det har - som så ofte før - været svært at skaffe de fornødne midler til gennemførelsen.
Håndværkernes arbejde har år for år kunnet følges af de besøgende på Søbygaard.
Den formidling der ligger heri, er en ikke uvæsentlig side af det samlede restaureringsprojekt. Princippet med fremvisning af de igangværende arbejder vil også blive fulgt ved de kommende restaureringer.
Forvalterboligen danner ramme om kontorer og depoter samt billet- og varesalg; de besøgende ledes gennem bygningen ved ankomsten til Søbygaard.
Forvalterboligen er et godt eksempel på den restaureringsmetode, der er gennemført overalt på Søbygaard. Bindingsværket er - trods dets generelt ringe stand - genbrugt i videst mulig omfang. Selv hvor kun mindre dele har været intakte, er de samlet til nye dele med traditionelle tømmersamlinger.
Dette gælder også for bygningens meget store tagværk, der nu atter er delvist skjult, men som ikke desto mindre har været underlagt de samme høje krav til udførelsen. Hele bygningens snit kan opleves i den nordlige ende, hvor man kommer ind fra vognporten.
Huset er - som den eneste del af avlsgården - teglhængt. Det har på et tidligere tidspunkt haft stråtag, men den periode, der generelt har dannet ramme for restaureringen, hænger sammen med tegltaget.
Det kan i nordgavlen endnu anes, at huset tidligere har været en del smallere - og dermed også haft et lavere tag - som de øvrige bygninger i det 3-længede bygningsanlæg rundt om gårdspladsen.
Før den senere anvendelse som forvalterbolig har dele af bygningen haft mere officielle funktioner blandt andet som amtsskrivestue.
I caféen ses bevarede rester af vægbemalinger. Under det nye trægulv ses under gulvlemmen det gamle pigstensgulv.

photo:Søbygaard