Restaurering af Søbygaard gårdsplads og bro

Restaurering af stensætninger og vindebro

photo_by: Søbygaard

Restaureringen af stensætningerne og vindebroen var en omfattende og mangeårig proces.

STENSÆTNINGER & VINDEBRO
Både ”slottet” og avlsgården er omgivet af stensatte banker, og området omkring har været oversvømmet. Den lille bæk, der løber gennem sænkningen øst for anlægget, har været opstemmet, således at der opstod en sø, der kunne fungere som voldgrav rundt om selve ”slottet” og delvis omkring avlsgården. Adgangen til ”slottet” er sket over en vindebro.

Vindebroen var for længst væk og erstattet af en trist dæmning, og både den og de imponerende stensatte banker var i et hurtigt tiltagende forfald - ikke mindst omkring ”slottet”. Mange dele var helt skredet sammen, og der forestod et meget omfattende arbejde med at genskabe stensætningerne. Ligesom bygningerne er stensætningerne og alle de tilstødende arealer fredede.

Bemærk de murede udløb fra ”slottet”, der har haft ”hemmeligheder” - det vil sige toiletter - i lighed med andre slotsanlæg.

Søbygaards stensætning under restaurering

photo:Søbygaard

TIDSFORLØBET
Stensætningernes restaurering påbegyndtes i 1997, og den startede med ”slottets” banke. Arbejdet fortsatte med små etaper, år for år, med baggrund i, hvor store beløb der kunne ydes i støtte, og hvor meget de lokale håndværkere - der efterhånden har en særdeles stor ekspertise på området - kunne nå på en sæson.

Sidste del af stensætnings-restaureringen - nord for den østre del af nordlængen - blev fuldført i 2006. Dæmningen nordpå fra porten i nordlængen - og de lavere dele vest for avlsgården - er endnu ikke restaureret.

Men der er tale om meget mindre og lavere dele, der vil blive taget op i forbindelse med gennemførelsen af helhedsplanen for færdiggørelsen af det samlede anlæg. Søen omkring anlægget vil også blive genskabt - og først da vil hele Søbygaard komme rigtigt til sin ret igen!

UDFØRELSEN
Kravene til restaureringen og genskabelsen af stensætningerne har været store - deraf det omfattende arbejde. De gamle stensætninger er genskabt så historisk korrekt som muligt. Hvor partierne har været nogenlunde intakte, er hver en sten mærket op og nedtaget. Muren er herefter genopbygget efter mærkningen.

Bagmuren (der er en stor del af den - nu atter - skjulte konstruktion) er sat i stand, og ”kassen” mellem for- og bagmur er tilfyldt med skærver lagt i en - nu armeret - mørtel. Visse områder havde endda flere bagmursforløb.

Hvor muren var skredet sammen, blev den genopbygget ud fra erfaringerne fra de mere intakte dele. Arbejdet er vurderet meter for meter, og hver en sten er vendt, til resultatet syntes så rigtigt som muligt. Sluttelig er der omhyggeligt fuget mellem stenene.

Udførelsen af stensætning

photo:Søbygaard

VINDEBROEN
Til erstatning for dæmningen blev der i 2001 bygget den vindebro, der nu ses mellem ”slottets” og avlsgårdens banke.

Søbygaard har oprindelig haft en sådan vindebro, dog næppe fordi den havde nogen forsvarsmæssig betydning. Snarere var den en del af det lidt pralende udtryk, som hertug Hans ønskede til sit jagtslot.

Den oprindelige vindebro var ikke kendt i detaljer, men takket være de genfundne stolpehuller i voldgraven - og referencer til andre vindebroer fra tiden - har den kunnet genskabes, som den må formodes at have set ud.

Vindebroen før vandet

photo:Søbygaard

Social media: